Lidt om at tænde ild med et firesteel. Som med det meste andet er det nemt at få succes med vores Firesteel, bare man ved hvordan! 

Et Firesteel, er egentligt bare en stang af et materiale der hedder ferromagnesium, forsynet med en eller anden form for håndtag.

Ferromagnesium er et materiale der når man skraber på det med et stykke stål, udvikler nogle utroligt varme gnister med en rimelig lang ”levetid”

Gnisterne kan laves enten med den medfølgende metalklinge, eller med ryggen af en kniv. Det bedste resultat opnås med en skarp kant i hårdt stål, som for eksempel rygsiden på vores overlevelsesknive fra fällkniven, der trækker nogle utroligt flotte gnister.

Bruger du den medfølgende klinge, opnås de bedste resultater med den glatte side af klingen, og ikke som man måske skulle tro den takkede side. 

Start med at forberede dit Firesteel.

Når du får det leveret, er selve ferromagnesiummet malet med en maling der gør at den ikke oxyderer, det er vores erfaring at denne hæmmer gnisterne, så det første vi gør når vi tager et nyt i brug er at fjerne denne maling med et stykke sandpapir. 
Så er dit Firesteel klar til brug. Skal du bruge det til at tænde en Trangia, et gasblus eller lignende, er det bare at holde kniven, eller den medfølgende klinge stille med højre hånd, og trække Firesteel´et imod dig selv med venstre, dette gøres fordi det er lettere på denne måde at styre hvor gnisterne lander, end hvis du holder Firesteel´et stille og bevæger kniven. 
Skal du tænde et bål med dit Firesteel kræver det lidt forberedelse, du skal have én eller anden form for fængmateriale klar, vores favorit er birkebark, men der er masser af andre ting der kan anvendes, feks. tørre frøstande fra klematis, tørt frønnet poppel, forkullet bomuldsstof, eller køkkenrulle eller æggebakker ,dyppet i varm stearin, og efterfølgende revet i små stykker, Mayadust kan også anvendes, men vores erfaring er at de andre ting fænger hurtigere. Hvis vi antager at du bruger birkebark, er fremgangsmåden som så, tag kun det yderste lag af barken, det som du kan trække af med fingrene, lad være med at bruge din kniv!!! Det ødelægger træet, og giver dig et materiale der ikke engang fænger så godt som det silketynde yderlag!

Smulder noget af barken til fine flager, og lad disse ligge på et af de større stykker, er det et kraftigt stykke bark du har fat i kan du skrabe fint støv af overfladen med din kniv.

Hold barkflagen der er dækket af smuld fast med spidsen af kniven, og træk ildstålet imod dig selv, på denne måde lander gnisterne lige i smuldet, og hvis du er dygtig, og heldig fænger det med det samme. 
Efter at fængmaterialet har fænget skal du have noget til at ”overtage” ilden, det kan være Mayadust, Mayasticks, eller lignende, det kan også være tørt træ i tændstik til blyants –tykkelse, eller fjerpinde, som er pinde der er snittet så der sidder spåner på dem. Ideen er at ilden skal brænde længe nok på dette til at kunne tænde det tykkere brænde.