Forno Uno ovnen, sikkerhed, opstilling og brug
Sikkerhedsforeskrifter:
Brugt rigtigt og ifølge producentens anvisninger vil denne ovn fungere ufarligt og problemfrit i mange år. Hvis anvisningerne ikke følges er der risiko for store skader på omgivelser og – eller personer.
Før ovnen tages i brug sikres at den er samlet korrekt, og ifølge sikkerhedsforeskrifterne, samt at de der skal operere ovnen har læst og forstået brugsvejledningen, undlades dette bortfalder garantien.
BRUG IKKE nogen form for flydende optændingsmidler, ej heller sprittabletter eller lignende, til optænding af ovnen, brug udelukkende det af producenten anbefalede.
PRØV IKKE på nogen måde at øge luftgennemstrømningen i ovnen, hverken ved at puste med mund, eller med nogen form for blæser.
PRØV IKKE at dæmpe flammerne i ovnen med vand, brandslukkere eller lignende.
BRUG ALTID handsker, både når ovnen flyttes eller betjenes, og når noget skal ind og ud af ovnen.
BRUG KUN ubehandlet, tørt, løvtræ i ovnen, brug ikke nogen form for nåletræ, trækul, eller affaldstræ, lige som ovnen ikke er et askebæger.
BRUG KUN værktøjer og forme der er beregnet til de høje temperaturer i ovne, vær opmærksom på at der er forskel på ovnfast, og ildfast!
PAS PÅ de høje temperaturer, både inden i og udenpå ovnen. Og vær opmærksom på at ovnen bevarer varmen længe.
PAS PÅ flyvende gløder og gnister.
BRUG IKKE ovnen indendørs uden at den er korrekt tilsluttet en skorsten.
OPBEVAR IKKE nogen form for brændbare materialer tæt på ovnen, vær særligt opmærksom på grydelapper, forklæder og lignende, og husk at ovnen bevarer temperaturen længe.
OVERHOLD sikkerhedsafstandene som angivet i brugsvejledningen.
VIS SÆRLIGT agtpågivenhed når der er børn, husdyr eller grupper af mennesker omkring ovnen.
UDVIS FORSIGTIGHED når aske o.l. skal bortskaffes, gløder holder sig længe i aske.
UNDLAD at modificere ovnen og afvig ikke fra installationsvejledningerne.
Undlades at følge disse instruktioner, bortfalder garantien på produktet.
1. Om din Forno Uno ovn.
Tillykke med din nye Forno Uno ovn fra Stenovnskompagniet – baalteknik.dk. Forno Uno ovnen, er håndfremstillet af de bedste ildfaste materialer, designet og produceret i Danmark for Stenovnskompagniet – baalteknik.dk. Uno ovnen leveres afhærdet og klar til brug.
For at få det bedste ud af ovnen, i mange år frem, anbefales det at du gennemlæser og følger denne manual.
1.1 Forno Uno ovnen og vejret
For at din Forno Uno ovn ikke skal suge fugt, skal den være overdækket når den ikke er i brug, hvis ovnen alligevel suger fugt, skal der fyres langsomt i den, så fugten drives forsigtigt ud af ovnvægge og bund. Alternativt kan ovnen revne voldsomt, eller direkte sprænges! Vær opmærksom på at en uoverdækket, eller våd, Uno ovn om vinteren risikerer at frostsprænge. Vær desuden opmærksom på at ovnen skal være helt kold inden den overdækkes.
1.2 Ovnens finish.
Støbeprocessen, og de anvendte materialers egenskaber, bevirker at der vil være variationer imellem de leverede ovne, samt mindre porer i overfladen. Dette betragter vi som en rustik charme ved en håndfremstillet ovn, og altså ikke en fejl. Deciderede støbefejl der har betydning for funktion og holdbarhed frasorteres selvfølgeligt i vores interne kvalitetskontrol.
1.3 Forno Uno ovnens modning
Et støbt materiale som det vi bruger i Uno ovnen er beregnet til høje temperaturer, men det kan ikke undgås at ovnen arbejder, når den går fra kold til varm, og omvendt. Dette vil uundgåeligt føre til at der dannes fine revner i materialet.
Derfor er Forno Uno ovnen støbt med iblanding af rustfri stålfibre, der gør at disse revner ikke har, eller får, betydning for virkning eller levetid på din Uno ovn.
Stålfibrene kan enkelte steder stikke frem på ovnen, hvilket gør at vi anbefaler at ovnen altid håndteres med handsker. Din Uno ovn vil blive sodsværtet på visse steder, dette er forventeligt med en træfyret stenovn.
1.4 Rengøring af Forno Uno ovnen
Forno Uno ovnen stiller meget små krav til rengøring. Spild, og fastbrændte rester kan fjernes med en pizzaspade i metal, og brænder ellers væk når der fyres i ovnen, lige som bakterier o.l. ikke overlever den meget høje temperatur i ovnen.
1.5 efter brug af din Forno Uno ovn.
Lad Uno ovnen køle ned, og overdæk derefter ovnen. Inden ovnen skal benyttes igen skal asken fjernes, vær opmærksom på at asken vedbliver med at være varm længe.
2 Forno Uno ovnen leveres og installeres.
2.1 Ovnens levering
Forno Uno ovnen leveres på en palle, typisk af fragtmand, Uno ovnen består af to dele, en ovnkuppel, der vejer ca 100 kg. Og en ovnbund, der vejer ca. 80 kg. Begge dele kan løftes uden brug af redskaber, men husk korrekt løfteteknik. Løft med benene, og ikke med ryggen!
2.2 Afstande.
En uisoleret stenovn bliver varm på ydersiden, derfor er det essentielt at der holdes 900 mm. Afstand til brandbare materialer, på alle sider af ovnen På oversiden af ovnen anbefales dog minimum 1200 mm. Dette skyldes selvfølgeligt at varmen stiger opad.
Vær ligeledes opmærksom på risikoen for gnister og gløder der kan flyve eller trille ud af ovnen under brug.
2.3 Underlaget.
Forno Uno ovnen kræver et fast, stabilt, og varmetålende underlag på Ø75 cm. Dette kan enten være et af vores Unostel, eller et fast opmuret, bord eller lignende. Underlaget skal være helt jævnt, og i vater. Vær opmærksom på at underlaget skal støtte ensartet over hele ovnbunden, og at konstruktionen skal kunne bære minimum ca. 300 kg.
2.4 Montagen
Understel, eller bord samles og placeres i forhold til sikkerhedsafstandene i afsnit 2.2.
Bunden af ovnen sættes på plads, vær opmærksom på at åbningen vender fremad. Husk korrekt løfteteknik! Herefter placeres ovnkuplen forsigtigt på bunden, husk igen løfteteknikken. Og du er klar til at tage din Uno ovn i brug!
3 Brug af Forno Uno ovnen.
3.1 Advarsel
Du er nu klar til at tage din Forno Uno ovn i brug, men der er lige tid til et par råd og et par løftede pegefingre!
Nej til
Brændbare væsker
Behandlet træ
Nåletræ
Affald i ovnen
Overfyldt ovn
Stålbørster på ovnbund o.l.
Grillkul og briketter
Berøre en varm ovn
At lukke ovnen imens der er ild i ovnrummet.
Ja til:
Overholde sikkerhedsafstande
Tørt løvtræ
Organiske optændingsblokke eller tørt avispapir
Kraftige handsker
Forsigtighed med børn og husdyr
Ild efter anvisningerne.
Og som den sidste hævede pegefinger, husk at en af vores Forno Uno ovne kan nå en indre temperatur på op imod 500 grader, og ydersiden bliver tilsvarende varm.
3.2 Der bygges bål
Brændet flækkes til ”komfurpinde” 2,5 x 2,5 x 25 cm (ca.)
En avisside krølles sammen til en kugle og lægges midt i ovnen, alternativt bruges to til tre stk organiske ildtændere, ikke sprit eller stearinimprægnerede!
Der opbygges et ”pagodebål” i ovnen.
Bålet tændes.
Og bålet vokser
Der kan efterfyldes med brænde, men hvis flammerne står ud af ovnåbningen er bålet blevet for voldsomt, og du må lade bålet dø lidt ud, forsøg ikke at fjerne brændende træ fra ovnen dette vil medføre både brændfare, og fare for personskade.
3.3 Forno Uno Ovnen er klar til brug
Dette kan afgøres ved hjælp af et IR termometer, se under tilbehør til ovne, eller du kan ganske simpelt se på indersiden af ovnen, ovnkuplen bliver sort indvendigt når du fyrer op, og når temperaturen er på max, brænder soden af, og ovnen får sin egen farve igen. Herefter er ovnen klar til brug, kom ikke for tæt på ovnen når du kigger, du risikerer at svide hår og hud, da varmen står ud af ovnåbningen.
3.4 At fyre i en våd Forno Uno ovn
Det er utroligt vigtigt at Forno Uno ovnen overdækkes når den ikke bruges, dette gælder hele året, da ovnen ved længere tids vandpåvirkning suger fugt, og dette øger risikoen for at ovnen flækker. Har ovnen stået udækket, eller har der været en periode med høj luftfugtighed kan ovnen tørres ud ved at bygge et mindre bål i ovnen, og holde temperaturen lav igennem en halv til en hel time, inden du bygger det endelige bål, som i 3.2.
3.5 Forno Uno ovnen om vinteren
Du kan nemt bruge din Forno Uno ovn om vinteren, du skal blot fyre som under afsnit 3.4 og husk at lade ovnen køle ned inden du dækker Forno Uno ovnen igen efter brug.
3.6 Aske
Når du rengør din Forno Uno ovn for aske, er det vigtigt at du husker at asken er farlig i minimum 24 timer, men vent hellere i to til tre døgn inden den bortskaffes. Varm aske skal opbevares i en lukket metalspand, og først når asken er helt kold hældes den i en plastpose eller lignende, og placeres i skraldespanden.
3.7 Forno Uno døren
Din Forno Uno ovn leveres med en dør der kan stilles i ovnåbningen, døren bruges når der skal langtidssteges / bages store brød i Forno Uno ovnen. Døren bruges aldrig imens der er bål i ovnen, alligevel bliver døren varm, og skal håndteres med handsker. Vær også opmærksom på hvor du anbringer den imens du ser til indholdet af ovnen!
3.8 Værktøj
På vores hjemmeside finder du hele tiden et godt udvalg af udstyr til din Forno Uno ovn, udstyr der gør at du kan få optimal glæde af din ovn.
4 Madlavning i Forno Uno ovnen.
Så kommer vi til det det gælder om! Madlavning i din Forno Uno ovn. Her er der mange spændende muligheder, pizza, brød, kød, grøntsager, kun fantasien sætter grænserne. Se opskrifterne på stenovnskompagniet.dk eller baalteknik.dk.
4.1 Bagemetoder.
der findes grundlæggende to forskellige måde at bage i en stenovn på.
4.1.1 Høj varme
med ild i ovnen. På denne måde bager vi ting der har hurtig (kort) tilberedningstid, det mest kendte er selvfølgeligt pizza, men også brød som Naan, fougasse o.l. bages på kort tid, og med bålet skubbet til side i ovnen, metoden bruges også til fede fisk som fx laks, og her kan bålet eventuelt dæmpes med røgesmuld.
4.1.2 Lav varme
Her er der tale om at gløderne fjernes, eller får lov at brænde ud, inden der påbegyndes madlavning. Ellers er der tale om temperaturer der ligger op til ca. 300 grader. Så lav varme er måske en tilsnigelse. Her bruges Uno døren til at holde på varmen. Med denne metode laver vi mad der skal have længere tid, kød der intervalsteges, og bagning af større brød o.l. tilberedningen tager lidt længere tid, og vær opmærksom på at temperaturen falder undervejs i forløbet.
5 Efterskrift
Lige til sidst, de sidst gode råd.
Som altid, tænk dig om i omgangen med ild, tænk på brandfaren, hav vand klar til at slukke eventuelle gløder. Hvis ilden i ovnen er blevet for voldsom kan den kvæles med sand – aldrig vand, dette vil få ovnen til at revne med et brag, og du risikerer at blive skoldet, eller ramt af stykker af ovnen, så hav et par håndfulde sand nær ovnen.
Vis hensyn til børn og husdyr. Tænk over den fremherskende vindretning, at du ikke bliver uvenner med naboen hver gang du tænder op!
Og sidst men ikke mindst, eksperimenter, leg og lær – og del gerne dine erfaringer med andre på vores website: stenovnskompagniet.dk, eller baalteknik.dk
