Hvad er nødvendigt, hvad er smart, og hvad er pop!
Egentligt kan man klare sig med ufatteligt lidt, en gammel gryde der sættes over tre sten, eller balancerer på gløderne, samt en aflagt pande, eller en stump jernplade, det behøver bestemt ikke være mangel på det rette udstyr der gør at man ikke kommer i gang med at flytte sit liv udendørs, når jeg alligevel medtager dette emne, er det dels som en inspiration til dem der gerne vil sætte lidt fastere rammer omkring deres bålliv, og selvfølgeligt også en ubændelig trang til at øse ud af mine erfaringer med det forskellige.
Kommentarerne herunder går på når vi er hjemme, eller når vi er af sted i landroveren. Skal vi med rygsæk, eller i kano er det lige som andre ting der tæller, så som plads og vægt.
Trefod, kan fås i enten smedejern, aluminium eller træ. Denne er blevet noget af det mest uundværlige for os, da den kan bruges alle steder, dvs. både på vores faste bålpladser, og på stranden eller i skoven. Dog har vi valgt på vores foretrukne bålsted at have en fast søjle med en svingbar grydeholder, da det her er nemt at dreje gryden til side når man skal røre i den, på denne måde brænder man sig ikke så nemt.
Pande, bruger vi stort set ikke, efter at der er kommet en grill-plade ind i vort liv, der er ikke meget som en grillplade ikke gør bedre end en pande. Det er dog ikke nemt at lave sovs på en grillplade!
Grillplade, har for os afløst både pande og grillrist, det er simpelt hen noget af det mest anvendelige, alene det at man kan bage fem store pandekager af gangen, eller stege burgerbøffer imens man rister bollerne på samme plade. Desuden bruger man ”komfurpinde” når man fyrer under den. Det vil sige ganske tynde pinde der fænger let og brænder hurtigt ud, så man skal ikke først lave et stort bål, og derefter vente til der er gløder, så pludseligt kan man have bacon og æg, samt fladbrød til fire personer klar inden sidste mand er ude af soveposen, grillpladen er ganske enkelt uundværlig.
Wok, har hos os delt skæbne med pande og grillrist, den er også næsten afløst af stegepladen, den er dog rigtig god at have hvis man er glad for asiatisk mad, der i parentes bemærket i øvrigt er yderst velegnet til at blive lavet på bål.
Grillrist, er formentlig et rigtig godt tilbehør til en havegrill, og så til afløsning af stegepladen hvis vægten er af betydning, vi bruger den også til at stille gryder på.
Gryder, vi har et skønt udvalg af gryder, i flere forskellige materialer, og et utal af størrelser, men vi laver altså også mad på bål til fra én til flere hundrede mennesker af gangen. Nogle er købt på et militært overskudslager, andre er specielt fremstillede bålgryder, og atter andre er lavet ved at modificere kasserede gryder fra køkkenet, hvilken model man vælger er underordnet, men man kommer ikke uden om at have et par gryder i divergerende størrelser. Skulle jeg ikke skele til økonomien ville jeg nok vælge rigtige bålgryder i rustfri stål, men på den anden side er der nu heller ikke noget så charmerende som vores Poitije pots i støbejern.
Kedel, er også uundværlig for os, selvfølgeligt kan man også koge vand i en gryde, men havearbejdet glider nu lidt lettere, når man kan se at der hænger en sortsværtet kedel med dampende varmt vand til kaffe, the, bouillon eller kakao, og buldrer over bålet. Et alternativ til den traditionelle kedel er Kelly kedlen, der ubetinget er den hurtigste måde at lave varmt vand på jeg har set!
Toastejern, et godt toastjern kan ud over til toast også skilles i to og dublere som minipande. Giver et utal af forskellige muligheder til ikke ret mange penge, og så er det velegnet hvis børnene lige skal lave et eller andet over bålet, der ikke tager hele dagen - og hele appetitten.
